Dette indlæg handler om, hvordan det kan opleves når man ikke blot føler lettelse og glæde efter, at kræftbehandlingen er slut. Hvordan kommer man videre mentalt?
Nogle reagerer med glæde og lettelse, og får livet og hverdagen tilbage efter kræftbehandlingen.
Andre oplever modsatrettede følelser, som frygt, usikkerhed og sårbarhed.
Måske reagerer du helt anderledes end du havde regnet med? Under behandlingen havde du et ekstra gear, til at klare alle de ting du skulle, og til at passe på dem omkring dig.
Mange fortæller om en kampgejst og om ”et slag eller en kamp der skal vindes” over sygdommen. Det giver nogle ekstra kræfter både fysisk og mentalt.
Der var forskellige slags behandlinger du skulle igennem, operationer, medicinske behandlinger, f.eks. kemoterapi eller immunterapi og måske endda også stråleterapi, og måske noget nyt og eksperimentelt medicin.
Jeg har erfaring med, at denne fase af kræftforløbet klares med en overlevelses gejst og vilje, som man slet ikke vidste man havde og som kan overraske positivt.
Efter kræft hvad sker der så?
Mange oplever i første omgang at se frem til afslutningen af behandlingen og at få deres liv og hverdag tilbage igen. Hverdagen med arbejde, familieliv, fritidsaktiviteter osv.
Alt det som i en længere eller kortere periode har været sat på stand by, for at klare behandlingen og overleve.
Rigtig mange kræftoverlevere oplever den næste fase af forløbet som meget mere krævende end forventet. Kroppen er fysisk slidt af behandlingen som er barsk og som ramme alle celler og ikke kun kræftcellerne.
Du ser måske anderledes ud? Dit hår er ved at vokse ud og er en anden farve, en anden struktur og længde, du har ar på kroppen og måske smerter og nervepåvirkninger, måske er vandladnings- og afføringsevnen påvirket, dit tarmsystem osv.
Derudover har rigtig mange mentale udfordringer efter et kræftforløb. Træthed er for mange det dominerende symptom, men der er mange andre udfordringer.
Angst og frygt, søvnløshed trods voldsom træthed. Manglende overskud og overblik, ringere hukommelse og en overvældende sårbarhed. Irritabilitet og gråd og andre mentale eller kognitive udfordringer.
Det er meget almindeligt og det er også velbeskrevet, at det kan ske og forekomme, alligevel er det tough for dem der skal gennem næste fase. Da vi har en forventning om, at man er syg og så får man behandling for sygdommen og så er man rask.
Mange er mere syge efter behandlingen end før…….
Sådan er det ikke for kræft – der er man fortsat i et kræftforløb når behandlingen slutter, men der er ikke et behandlingssystem, der samler dig op.
Du kan få fysisk træning i din kommune, kræftrehabilitering, og det er super vigtigt at kroppen trænes op igen. Du kan tale med en psykolog om hvordan du har det.
De fleste jeg taler med mangler konkrete redskaber til at finde ud af, hvordan de får taget denne nye og alvorlige livsbagage med videre.
Jeg arbejder ud fra 4 meget konkrete trin, 4 trin som er vigtige at få styr på for at kunne navigere med alle de nye indsigter og den nye viden du har fået om dig selv og dine omgivelser.
1. Hvem er du nu?
2. Hvad er dit fundament?
3. Hvad vil du med dit liv?
4. Hvordan gør du så nu?
De er vigtigt at kunne se for sig, hvordan man kommer videre, ikke blot at det er vigtigt og at der er ting der skal ændres, men også HVORDAN. Helt konkret.
Jeg sammenligner det med genoptræningen efter en ny hofteprotese. Du ville sikkert godt kunne finde ud af det selv, ved at prøve dig frem, finde ud af hvad den kan holde til og hvad den ikke kan.
Sundhedssystemet har dog besluttet at en fysioterapeut og en genoptræningsplan kan spare dig og samfundet for mange sygedage og mange ekstra sygehus besøg, hvis du får hjælp og meget konkrete anvisninger til hvilke bevægelser du skal lave og hvilke du skal undgå.
På samme måde er det muligt at lave en mental genoptræningsplan efter et langt og alvorligt sygdomsforløb.
Efter kræft sker der nemlig det, at du skal fordøje, begribe og placere den følelsesmæssige tsunami du har været igennem, samtidig med at din krop arbejder på højtryk for at komme sig ovenpå behandlingen.
Efter kræft er det muligt at blive stærk, få dyb indsigt i dine egne og andres reaktioner og blive et robust og livsklogt menneske med en dyrekøbt livserfaring.
Efter kræft kan du blive én du godt kan lide.
Kh Gitte, kræftcoach.